UPDATE
13. november 2025
Major League Soccer kommer til Apple TV fra 2026
Major League Soccer (MLS) og Apple har i dag offentliggjort, at alle MLS-kampe vil kunne streames uden ekstra omkostninger for abonnenter på Apple TV fra 2026.
Fra og med næste sæson kan fans se alle MLS-ligakampe, den årlige Leagues Cup-turnering, MLS All-Star Game, Campeones Cup, Audi MLS Cup Playoffs og mange flere – alt sammen inkluderet i et abonnement på Apple TV.1 Det separate MLS Season Pass-abonnement på Apple TV-appen afsluttes ved slutningen af 2025-sæsonen.
Dette næste kapitel i samarbejdet mellem Apple og MLS bygger videre på det momentum, der blev etableret over de seneste tre sæsoner, og vil fortsat levere MLS-kampe, studieprogrammer og VOD-indhold i over 100 lande og områder, så fans får ét sted, hvor de kan se alle MLS-kampe – helt uden afbrydelser. Udviklingen strømliner adgang til MLS for fans på et afgørende tidspunkt i fodboldens historie i Nordamerika, særligt nu hvor spændingen vokser frem mod FIFA World Cup 2026.
Tiltaget giver fans endnu mere at glæde sig til, idet de udover MLS også får Apple TV’s anmelderroste originale serier, film, dokumentarer, “Friday Night Baseball” med to kampe i træk, Formula 1-løb i USA og meget mere. I overgangsfasen vil et abonnement på Apple TV være inkluderet ved køb af MLS-billetpakker til hele sæsonen 2026 hos MLS-klubber. Udover alle live-kampe vil Apple TV-abonnenter også have adgang til studieprogrammer samt et stort udvalg af gratis on-demand-indhold.
“Vi er begejstrede for at give flere fans over hele verden adgang til MLS på Apple TV fra næste sæson,” udtaler Eddy Cue, Apples Senior Vice President for Services. “Alle kampe samlet et sted sammen med fantastiske Apple Originals – sikke en bonus for fans overalt.”
“Vores partnerskab med Apple har altid handlet om nytænkning til glæde for vores fans,” udtaler Don Garber, Commissioner for Major League Soccer. “At vise alle MLS-kampe på Apple TV bringer denne vision op på et helt nyt niveau ved at gøre det nemmere for fans overalt at se med og deltage i fællesskabet.”
I 2025 løb 30. sæson af Major League Soccer af stablen, hvilket understreger fortsat udvidelse og vedvarende vækst på tværs af ligaen. Stærke resultater på tværs af seere, publikum til kampe og digitale og sociale platforme fremhæver MLS’s voksende tilstedeværelse i og uden for Nordamerika. Takket være passionerede tilhængere og den globale interesse for stjerner som Lionel Messi og Son Heung-Min får ligaen en endnu mere dedikeret fanskare og slår sig fast som en førende sportsinstitution på globalt plan.
Apple TV tilbyder abonnenter et stort udvalg af spændende dramaer, episk sci-fi, hyggelige komedier, banebrydende dokumentarer, underholdning til børn og resten af familien samt live-sport. Apple TV er tilgængelig på alle brugernes yndlingskærme. Siden lanceringen i 2019 har Apple TV udvidet sit omfattende bibliotek indeholdende hundredvis af eksklusive Apple Originals med mange tusind timers programmer af højeste kvalitet på tværs af genrer og helt nye lanceringer hver uge. Apple Original-film, -serier og -dokumentarer har til dags dato vundet 640 priser og opnået 2.872 nomineringer, og tallet stiger hele tiden.
Fodboldfans over hele verden kan nyde resten af 2025-sæsonen og opløbet til Audi MLS Cup på Apple TV.
Del artikel
Media
-
Tekst i denne artikel
- Et Apple TV-abonnement inkluderer ikke tredjeparters brandede abonnementstjenester eller indhold, der kan lejes eller købes i Apple TV-appen.